Som naturvejleder, kommer jeg af og til rundt og besøger andre naturvejledere for at lære nyt, men også for, at vi naturvejledere kan give hinanden konstruktiv kritik. I dag var jeg med på en bævertur hos William Andersen, der arbejder i Klosterheden, hvor der siden 1999 har været bævere. De blev udsat som et forsøg, og trives nu rigtig godt i og omkring skoven. Jeg var ret imponeret over dette, for mig ukendte dyr. Tænk sig, på 1 cm2 pels, ca. samme størrelse som en terning, er der ca. 25.000 hår. Den kan bære sten op til 8 kg, som den bruger til sine dæmninger og på 35 minutter kan den fælde et træ på 25 cm i diameter. Vi duftede også til bævergejl, som er et duftstof, som bæveren afmærker sit territorium med. Bævergejl blev tidligere brugt som parfume af finere damer. Lad mig bare slå fast - godt at parfumeindustrien har opfundet diverse blomsterdufte, for selv om bæveren imponerede mig, så var det ikke på grund af duften.
