Denne vinter gentager OBSnatur og Dansk Ornitologisk Forening succesen fra sidste år, når de lancerer Den store Vinterfugletælling 2008. Alle kan være med til at fortælle om havens, skolegårdens, parkens og altanens fugle. Oplysningerne tastes ind på www.obsnatur.dk, hvor man time for time kan følge med i hvilke fugle, der bliver set hvor. Det er bare om at holde øjnene åbne. Selv i en lille have eller på en altan er der mulighed for at se mange fugle. Hvis man fodrer fuglene i løbet af vinteren, kan man få rigtig gode oplevelser med fuglene – og hvorfor ikke give nogle af disse oplevelser videre til andre? Udover at indsende oplysninger om foderbrættets fugle kan man nemlig diskutere med andre i et forum. Her kan man også søge hjælp, hvis der er fugle, man ikke kender navnet på.
På obsnatur.dk kan man få gode råd til vinterfodringen. Man kan læse om de forskellige fugle og ikke mindst følge med i, hvad der dukker op af sjove fugle rundt omkring i landet. På siderne 23 og 24 i naturekspeditions-inspirationshæftet kan I også se billeder og beskrivelser af fugle.
