Ny ø blev indtaget på Skovens Dag i Uhrehøje
For fjerde år i træk inviterede Uhrehøjegruppen og Vesthimmerlands Kommune til Skovens Dag i den kommunale skov i Uhrehøje Plantage. Som i de for gående år, mødte brugere af skoven op for at fortælle eller tilbyde en "prøve", på de aktiviteter som skoven til daglig bruges til.
For første gang kunne man også tage på tur ud på den hemmelige ø, hvor hængekøjer var klar til leg eller måske en middagslur. Hængekøjer var hængt op i krattet, som for de mindste lignede urskov. Vejen ud til øen var noget spændende og kunne få blodet til at suse rundt i kroppen. For enten kunne man vælge at vandre på en vippende bro eller vade på gyngende søbund i waders. Skulle man falde i vandet, var biolog og nabo Anne Becher klar inde på land, til at fortælle om de mange dyr, som kunne hældes ud af støvler eller waders.
Solen skinnede det meste af dagen, og stemningen på samlingspladsen var hyggelige, hvilket fik mange af de besøgende til at blive hele dagen. Blev vinden for kold, kunne man bage en pandekage og få varmen ved bålet inden man var klar til skattejagt, rideture eller måske en snak med troldepus eller heksen.
Vi er meget glade for de mange besøgende på Skovens Dag i Uhrehøje. Men Skovens Dag er også en dag, hvor de mange brugergrupper, gæsterne og medarbejdere i skoven får talt sammen. Det er på sådan en dag, rundt om bålet eller på en af de guidede tur ud i skoven, man får nye gode ideer diskuteret. Eller måske får startet nye projekter op på tværs af de mange brugergrupper i skoven. Et af disse projekter bliver til næste år, hvor Skovens Dag i Vesthimmerland kan fejre fem års jubilæum, slutter naturvejleder Karin Winther.

