"Skovtur - dag og nat" er en "knopskydning" til det eksisterende "Naturekspeditionskoncept" som er forankret i Vesthimmerland, under Naturekspeditionen.dk. Naturvejleder karin Winther har i samarbejde med VisitNordjylland og Regionen udarbejdet materiale til den nye rygsæk med hængekøjer, som i Vesthimmerland Kommune kan lånes på bibliotekerne. Hun har selv flere års erfaringer med at tage på tur og overnatte i hængekøjer med familien i de danske skove, og havde i Pinsen et offentligt arrangement, hvor 50 deltagere deltog. Desværre er der alt for mange, der ikke ved, at man GRATIS må overnatte i hængekøje i de offentlige skove og det er en skam, for skoven er meget spændende både dag og nat og det er oplevelser som disse med familien, der gør en forskel. Derfor inviteres du hermed på skovtur både dag og nat. Du kan leje en rygsæk med hængekøjer og selv tage af sted, eller du kan tage på tur med guide. Begge dele giver dig fantastiske minder og større kendskab til livet i skoven.
Som noget nyt udlejer flere nordjyske turistbureauer og biblioteker rygsække med hængekøjer og inspiration til aktiviteter i skoven. Så er det såmænd bare at komme af sted med sovepose og skumfiduser til aftenbålet. Du må overnatte gratis overalt i Skov- og Naturstyrelsens skove, og mange steder er der primitive lejrpladser med bålplads og for nogles vedkommende shelters og toilet.
Guidet tur til Livø
Har du ikke mod på at tage afsted på egen hånd, kan du tage på overnatningstur d. 29. – 30. juni til Livø med naturvejlederne Lars Warchmann fra Skov og naturstyrelsen og Karin Winther fra Vesthimmerlands Kommune. Her oplever deltagerne den fantastiske naturperle Livø og kan ved selvsyn se, hvorfor den kom med i den nationale naturkanon. Naturvejlederne vil være guider på en anderledes naturoplevelse med gåture, indsamling af planter til mad, madlavning over bål, dyresafari, samt overnatning i hængekøjer i troldeskoven.
Rygsækkene indeholder
Rygsækkene indeholder fire hængekøjer og sideunderlag, inspirationsfolder til aktiviteter, hæfte fra Naturekspeditionen samt et katalog med guidede aktive naturoplevelser.
Find flere informationer i menubjælken under temarygsække
