

Sanseoplevelser i naturen
For børn mellem nul og tre år er naturen én stor sanseoplevelse. Derfor behøver du ikke planlægge avancerede aktiviteter i naturen, og du behøver heller ikke føle, at du skal være et omvandrende naturleksikon. De store oplevelser ligger i det små.
Børn, og især helt små børn, lærer nyt gennem deres sanser. Sanseapparatet er ikke fuldt udviklet ved fødslen, og de forskellige sanser kommer trinvist i den første tid. Turen ud i naturen behøver heller ikke være lang, for barnet kan hurtigt blive mættet af indtryk. Hvis dit barn trækker sig - for eksempel når det lille spædbarn ser væk ved øjenkontakt - er det helt i orden. På samme måde er det helt i orden, hvis barnet "dimser" videre til noget andet, før du måske var klar til det. Det kan være, I vender tilbage til mælkebøtten eller billen eller hvad I end var sammen om.
Og nu vi er ved mælkebøtter. Små børn kan ikke skelne mellem en mælkebøtte og en tusindfryd, men de kan sagtens nyde det smukke ved naturen, de svajende grene over sig, fuglenes kvidren eller de vidunderlige dufte fra syrenen. Sænk forventningerne og gå på opdagelse sammen. Nærvær og fælles forundring, mens I sanser, sætter sig både i krop og sind hos dit lille menneske.
Her kan du læse Naturekspeditionens anbefalinger og bud på, hvordan dit barn eller børn, du kender eller passer, kan få dejlige oplevelser i det fri. Både hjemme i haven og ude i naturen. Anbefalingerne tager afsæt i, hvordan du kan stimulere sanserne hos børn mellem nul og seks år.


Sådan stimulerer du børns lugtesans
Børn er født med en meget veludviklet lugtesans, som bl.a. kan stimuleres ved at føre en blomst, der dufter godt, hen under barnets næse.
Børn kan ikke snuse bevidst, før de er omkring 18 måneder, men indtil da kan de helt sikkert nyde de forskellige dufte fra naturen.
Sådan stimulerer du børns muskel-led-sans
A'hva'? Har du ikke hørt om muskel-led-sansen, så er det kort fortalt kropsbevidsthed. Det er kommunikationen mellem hjernen, muskler og led, der gør, at barnet - både bevidst om ubevidst - lærer sin egen krop at kende.
Naturen er, hvis vi må have lov at sige det, slet ikke til at komme uden om, når denne sans skal udvikles. Når barnet klatrer, kravler, går balance, vipper på en træstub eller hopper i vandpytter, er det alt sammen noget, der gavner muskel-led-sansen. En tur i skoven, på heden eller på stranden er fuld af kropslige eventyr, der lærer hjerne og krop at arbejde sammen og forstå sig selv.
Sådan stimulerer du børns høresans
Hørelsen er den første sans, som udvikles fuldt ud hos nyfødte. Allerede fra børn er mellem tre og seks måneder, begynder de at blive bevidste om sproget. Derfor er det et oplagt tidspunkt at introducere børn til lydene fra de forskellige dyr i naturen.
Når du læser bøger for barnet eller leger med krammedyr, så sig dyrets lyd – og gentag det, når I støder på dyret i naturen. Tag også gerne bøgerne med ud og læs dem på de steder, hvor dyrene findes.
Sådan stimulerer du børns følesans
Børns følesans stimuleres ved forsigtigt at kilde dem, når lejligheden byder sig på turen i naturen. Finder I en fjer, eller kommer I forbi nyudsprungne gæslinger eller frøstande fra gederams, så kild børnene med det – og få en smittende latter retur.
Lad også gerne børn mærke både regn, sne eller løvet fra træerne i ansigtet.
Sådan stimulerer du børns synssans
For børn omkring to måneder vil en uro af naturmaterialer være tryllebindende. De snurrende bevægelser stimulerer børns syn og holder dem beskæftiget.
Også det at ligge på et tæppe under et træ kan stimulere børns synssans. Med kig op til træet og himlen, kan børnene følge med i vejrændringerne og se fugle, der flyverforbi.
Så snart børn begynder at gå, er det tid til at gå på opdagelse. Observationsevnen bliver skærpet, når børn samler sten og pinde op, hører deres egne skridt og standser for at kigge på insekter og blade.
Indsamlede blade, der lamineres og får limet en magnet på bagsiden, kan forlænge oplevelsen fra skoven. Mal et træ på en magnettavle i legeværelset, og lad børnene sætte bladene på træet.

Fire fordele ved at børn bevæger sig i naturen:
- Børn, der bevæger sig, er glade børn.
- Børn, der bevæger sig, har mere selvtillid og flere venner.
- Børn, der bevæger sig, føler sig mere raske.
- Børn, der bevæger sig, lærer mere.
Stimulér motorikken i naturen
Daglig bevægelse er afgørende for børns sundhed – bl.a. fordi børn opbygger deres muskler og knogler, mens de vokser. Bevægelse styrker børns motorik, så de har lettere ved at koncentrere sig og lære.
Når børn kravler og klatrer, bruger de lodrette og vandrette bevægelser samtidig og deres grovmotorik stimuleres. Finmotorikken bruges, når øjne og hænder skal koordinere for at samle små ting op fra skovbunden – f.eks. når børnene skal lægge små ting op i en fotobakke, eller tage et insekt op i pincetgreb mellem to fingre.
